Da Trolddomen bleff hæved & need
Paa Jorden han svæved: Da som nu
Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande
Ved hver Bevægelse saa stoor at næsten
Dend vaer Smerte

Medens han gik omkring
Blandt Mennisker, vaer han skuffed først
I Liivets ydre vaer der intet Skifte
Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv

De træller under ham
Med at troskyldig Sind
Fryckter ham
Een Krafft aff sand Natur
Som Sanser uden Selfbedrag

Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag
Lig Kvældens Farver, Nattens Aandedrag

For ingen Guderøst hafver nogensinde
Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede
Dæmon, Phantom & Varulv
Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde

End han
I hans Hiærte: Een Affgrund tung
Som det sorte Hav
Der eldsker sine Dyb

Der
Sammenkrøget
I Vintrens Bund
Fælder han al deris Glæde
Liiv, Mod & Haab

Maanen, stiigende paanye
Hilser ham fra en sunken Himmel

Oc ved den lydende Midnattssalme
Som Fryckt i Natten væver
Skald de ffromme atter falme